Om mit maleri Fleissig
6.november2007

Tanker om, mit maleri 2007

Leif Fleissig Hammelsvang Billedkunstner.


Jeg maler ikke grønne marker og gule sten fordi de findes.
Jeg er konstant underkastet en udvikling. Mine billeder ændrer sig hele tiden, år for år. Jeg betræder hele tiden nye stier. Jeg undersøger og undersøger, ransager og eksperimenterer.
Jeg føler, at jeg lever med kniven på struben, hver gang jeg står foran lærredet og papiret. Men det er en uundgåelig stimulans. Der er nerver på og det skal dirre i systemet for at lykkes.

Store menneske lignende skikkelser indhyllet i urolige farvelag udgør det centrale element i maleriet. Ved en umiddelbar betragtning synes skikkelserne på den farve flimrende lærreder at være som sunket ind i sig selv, næsten som om de er blevet ramt af en tornerose søvn midt i en bevægelse. De er absolut i ro, men ikke døde er de ikke for figurerne stråler af indre dramatisk energi.

Mine billeder handler om almindelige menneskers behov og længsler. Mine figur er ikke mennesker, de er billeder på mennesker, der igen er billeder på universelle psykiske tilstande.

Det er de store klassiske proportioner, som præger mine monumentale mennesker skikkelser og de er derfor ikke vanskelig at associere dem med antikkens marmor skikkelser af den menneskelige krop. Det er blevet klar for mig at jeg med mine figurer forholder mig tilde klassiske skulpturer.

Når jeg begynder et maleri har jeg ofte tegnet udgangs punkt, sker det ofte at resultatet bliver et helt andet end jeg lagde ud med.

I den konkrete male situation kan farve, fladen og de spor farven efterlader eller materialet umiddelbar afsætter, styre indholdet i en ny retning. Det er hvad der sker undervejs. Troværdigheden er for mig det eneste sikre stå sted, den er min målestok.
Hvorvidt jeg er troværdig, beror på selve male processen. Var jeg tilstede? Brænder jeg for det billede? Hvis jeg kan svare ja, kan jeg stå inde for resultatet. De billeder jeg føler mig usikker overfor maler jeg over.

Hjerte symbolet.
Hjertet er for de fleste mennesker et billede på kærlighed og poesi. Men det er også forbundet med lidelser og smerte. Det kan blive varmt, smelte, græde, gøre ondt, briste o.s.v.
Hjertet er blevet mit symbol og motiv og bruger det, som om det er et privat barnedomsdrøm og en kliche der symboliserer et menneskets inderste følelser, dets kærlighed og ømhed.

At se på billedet,
Det farve mættede, sanselige indhold i billederne gør dem lige dele uudgrundelige og umiddelbart begribelige og begge dele betyder at det både gør ondt og godt at se på dem, hvis man lader sig hvirvle med ind i dem og bliver så opslugt at øjnene ikke kan slippe kontakten med maleriet skabt af en kunstner, der hverken er realistisk eller tids typisk ironisk.

Når jeg begynder et billede går jeg ikke ud fra et fastlagt system. Jeg maler ikke illustrativt. Billedet skal ligne, men repræsentere en psykisk tilstand Det er et psykisk rum jeg maler og i billederne definerer jeg hver gang på ny de enkelte farvers rolle. Derfor er det utrolige gnaveri frem og tilbage med et billede.

Kunst laver man ud fra et indre tryk. Men det indre tryk kommer fra noget oplevet.
Lønstrup har skrevet: At brændstoffet til kunsten er det specifikt personlige erindringer fra barndommen, dit forhold til mennesker, du har mødt, kendt og glemt. Dine nederlag og succes.

Angst og sorg kan man ikke overvinde, men kun mestrer. Arbejdet hjælper med det. Man kan holde sin smerte i ave ved arbejde og på en anden måde findes der en trøst i selve sorgen. I det gentagne arbejde.

Slut 6.november2007 Leif Fleissig Hammelsvang billedkunstner.
fleissig